Projekt GLEMMEBOGEN

 
 

4 teaterforestillinger produceret og spillet mellem 2017 og 2022, der tog udgangspunkt i møgsager fra Christiansborg, som er gået i vores kollektive GLEMMEBOG. Forestillingerne blev produceret af kvinden bag projektet; skuespiller, instruktør og producent Ina-Miriam Rosenbaum i samarbejde med scenekunstnere og journalister.

Med en top underholdende og målrettet blanding af satire, musik, dokumentarisme og drama åbnedes kapitler af GLEMMEBOGEN og på scenen. Politikere, embedsmænd, mediefolk, eksperter og borgere - medspillere i det danske demokrati, var i fokus, da forestillingerne dykkede ned i, hvordan de demokratiske spilleregler er og bliver testet i det stigende antal sager, som vi lader gå i GLEMMEBOGEN.


Den første forestilling handlede om Helle Thornings skattesag. SKATTESAGENS HELTE havde premiere i 2017.

Næste forestilling hed 'CoryDONG - Det bedste for Danmark' og tog udgangspunkt i salget af DONGs aktier til Goldman Sachs. Den havde premiere i 2019.

I Forestillingens 2. akt havde journalist Sofie Buch Hoyer som moderator og var en dialog mellem hende, en ny gæst hver aften og publikum. Gæsterne var bl.a. journalist Anders-Peter Mathiasen, journalist på Børsen Nils Lunde, Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere skatteminister (SF) Jonas Dahl, erhvervsordfører (V) Torsten Schack, Lektor (CBS) Robert Spliid og tidligere finansminister Mogens Lykketoft.

Scenekunstfilmen - En Retfærdig Krig havde online premiere i februar 2021. En kobling af dokumentarisme og scenekunst fokuserede på Anders Fogh Rasmussen, Danmarks engagement i Irak og efterspillet. I filmen medvirkede udover skuespillerne Anna Ur Konoy, Karin Bang Heinmeier og Sofia Mehlum også journalisten Christoffer Emil Bruun og tidligere udsendt soldat i IRAK Sara La Cour.

I november 2021 havde forestillingen DEN RETFÆRDIGE KRIGER om IRAK krigen så endelig, i Coronas skygge, premiere på Teater Grob i København. I forestillingens 2. akt havde journalist Christoffer Emil Bruun en ny gæst på scenen i en dialog med publikum. Her medvirkede bl.a. Journalist Bo Elkjær, Mellemøstenekspert Helle Malmvig, forfatter og debattør Carsten Jensen, Professor Ole Wæver, tidligere udsendt Masoud Vahedi o.a.

Den fjerde forestilling og foreløbig sidste forestilling i serien var DET FORTROLIGE RUM om Offentlighedsloven. Forestillingen, en co-produktion med Teatret Svalegangen, havde premiere i Aarhus d. 22.01.2022. Her spillede den 2 uger, før den turnerede videre rundt i Danmark. Læs mere om forestillingen under ‘Det Fortrolige Rum’ her på hjemmesiden.

På baggrund af denne forestilling blev der også skabt et nyt debatformat. FRANK og MØRKLÆGNINGSLOVEN er en debat-performance der med satire, drama og dokumentarisme blander scenekunst og journalistik og igangsætter en dialog om det omdiskuterede lovkompleks - offentlighedsloven. I 2023 lukkede Projekt Glemmebogen ned. Forestillingen om Udbytteskatteskandalen, den premiereaktuelle THE SANJAY SHAH SHITSHOW, er produceret i Off Off /Produktions navn. Off Off har eksisteret siden 1991. Ina-Miriam Rosenbaum er leder af teatret og fortsætter med at undersøge samfundsaktuelle temaer på scenen i vekslende formater. Altid baseret på journalistisk research og i samarbejde med andre scenekunstnere, journalister og andre eksperter.